Hyre under sygdom

En skibsfører kan lovligt afskedige en skibsansat menig søfarende, der som følge af sygdom eller legemsskade ikke kan udføre sit arbejde om bord på et dansk skib i længere tid.

Hvad der skal forstås ved "længere tid", vurderes konkret i det enkelte tilfælde. Normalt kan skibsføreren støtte sig til en lægeerklæring. Hvis f.eks. lægen på en Medical Report erklærer den søfarende for "unfit for duty" i længere tid, er dette normalt en tilstrækkelig afskedigelsesgrund.

Søfarende, der er syge eller legemsskadet ved skibstjenestens ophør, har ret til sygehyre fra rederen, så længe den pågældende er uarbejdsdygtig - dog højst i 16 uger regnet fra arbejdsudygtighedens indtræden. For rederiansatte søfarende er der tilsvarende adgang til sygehyre, selvom den søfarende ikke aktuelt gør skibstjeneste.

Sygehyre omfatter – medmindre andet er aftalt – grundhyre og eventuelt anciennitetstillæg, pensionsbidrag samt eventuelt uddannelsesbidrag.

Sygehyre omfatter derimod ikke tillæg, der ydes for særlig tjeneste eller for særligt hårdt og byrdefyldt arbejde eller lignende.

Kontakt

Søfarende og certifikater