Anerkendelse af udenlandske fritidssejlerbeviser
Fritidssejlerområdet og beviser hertil, er ikke harmoniseret, eks. inden for Skandinavien eller EU, hvilket betyder, at der ikke er gældende regler for gensidig anerkendelse af de respektive landes udstedte fritidssejlerbeviser.
Danmark er ikke en del af internationale certificeringsordninger på fritidssejlerområdet, såsom ICC og RYA.
Må jeg sejle i Danmark med et udenlandsk bevis?
I udgangspunktet må du sejle i danske farvande med dit udenlandske fritidssejlerbevis, såfremt du sejler i et fritidsfartøj, der er hjemhørende i et land, hvor dit bevis er anerkendt.
Hvis du ejer eller planlægger at købe et dansk registreret fritidsfartøj, hvor der er krav om bevis, skal du have et dansk fritidssejlerbevis.
Du kan få dit udenlandske fritidssejlerbevis meritvurderet hos en af vores godkendte udbydere. Hvis dine kompetencer opfylder kravene til et dansk bevis, vil udbyderen kunne udstede bevis eller indberette en prøve, der giver adgang til at søge om udstedelse af bevis hos Søfartsstyrelsen.
Må jeg leje en båd i Danmark?
Udenlandske beviser er ikke anerkendt til sejlads i dansk indregistrerede fritidsfartøjer i Danmark.
Derfor kan du ikke leje et fritidsfartøj, hvor der er krav om bevis, i Danmark med dit udenlandske fritidssejlerbevis.