Nu er dine beviser som søfarende digitale. Vi udsteder ikke længere beviser på papir.
Der er nu internationale regler og vejledning på plads i STCW-konventionen, som muliggør brugen af digitale beviser, uden at være bekymret for accepten ude i verden.
IMO har udstedt 2 MSC-resolutioner, nr. 540 og 541, som hhv. ændrer og fastsætter i STCW-konventionen og -koden, hvad det vil sige at have et digitalt bevis ombord, og derudover at det gerne må se anderledes ud end på papir.
Derfor har vi i Danmark nu ikke længere foto og underskrifter på vores beviser.
Dertil er også skrevet en IMO-guideline der beskriver anvendelsen af digitale beviser for søfarende, herunder er verificering af gyldighed særligt væsentligt, da det er nøglen til troværdigheden.
Vi har fra Søfartsstyrelsens side lavet en flagstatsskrivelse, som I kan have ombord, og vise til enhver som måtte stille spørgsmål til danske digitale beviser.
Fra d. 4 december 2024 begynder vi løbende at udstede digitalt, det betyder, at der i en overgangsperiode vil være søfarende med både papir og digitale beviser.
Alle tidligere beviser på papir er fortsat gyldige og kan bruges som hidtil.