AIS-data

​​​​​​​​​​​​Har du behov for at følge skibstrafikken i de danske farvande? Med adgang til Søfartsstyrelsens AIS-system kan du få et øjebliksbillede af trafiksituationen i de danske farvande.

Hvem kan få adgang til AIS-data?​

Søfartsstyrelsen giver adgang til AIS-data på baggrund af lov nr. 596 af 24. juni 2005 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-loven). Det betyder, at alle kan få adgang til at se danske AIS-data.

FAQ om AIS data

Her er samlet nogle af de typiske spørgsmål om AIS-data

AIS er en engelsk forkortelse for Automatic Identification System. AIS er et VHF-baseret navigations- og antikollisionsværktøj, som gør det muligt at udveksle oplysninger skibe imellem.

Disse oplysninger, AIS-data, samles desuden i et landbaseret AIS-system, som drives af Søfartsstyrelsen.

Der skelnes altså mellem AIS-udstyr i skibene og det landbaserede AIS-system, når der tales om AIS.

Der findes to typer af AIS-transponder i skibene, klasse A og klasse B. I større skibe er det et udstyrskrav at have en klasse A, som er en dyrere og mere avanceret model i forhold til klasse B.

Klasse A er et krav på:

  • Alle skibe over 300 bruttotons
  • Alle passagerskibe
  • Alle fiskeskibe over 15 meters længde overalt

Mindre fartøjer, hvor det ikke er et udstyrskrav med AIS, eksempelvis fritidsbåde, kan anvende en billigere AIS Klasse B-station. Klasse B-typen sender ikke så ofte som klasse A-typen, og de store skibe kan vælge ikke at vise AIS Klasse B-stationerne på deres display, hvis deres display bliver uoverskueligt på grund af for mange fritidssejlere.

Der er tre kategorier af AIS-oplysninger:

  • Identifikation af for eksempel skibets navn, kaldesignal eller IMO-nr. samt MMSI-nr.
  • Navigation vedrørende for eksempel skibets position, kurs og fart
  • Informationer om skibets rejse - for eksempel skibets destination, ankomsttidspunkt og skibets aktuelle dybgang.

AIS bidrager til sejladssikkerheden og har på mange punkter gjort det nemmere at sejle sikkert. Der er dog også nogle begrænsninger ved AIS, som er vigtige at holde sig for øje. Stoler du ukritisk på dine AIS-data, kan det være yderst risikabelt.

Du skal også være opmærksom på, at de oplysninger, du modtager med AIS, stammer fra skibenes egne instrumenter. Der kan være fejl i de indtastede oplysninger eller tekniske fejl, der kan give et fejlagtigt indtryk af skibets hastighed eller position.

Ved installationen af AIS i et fartøj er det derfor vigtigt, at den gennemføres af en kvalificeret tekniker og at alle oplysninger er korrekt tastet ind. Anvend kun typegodkendt CE-mærket udstyr.

AIS og radar er to helt forskellige systemer.

Radaren viser alle objekter omkring sig, men kan udelukkende vise position og måske en beregnet kurs og fart på objekterne. Derudover er rækkevidden på radaren ikke så lang som ved AIS.

AIS giver information om navn, kurs og fart på skibe omkring sig – og AIS kan bedre se skibe, der er langt væk eller ligger "i skygge". Men AIS ser kun de skibe, der bærer AIS, og kan derfor ikke erstatte en radar. Radar er det primære instrument til kollisionsforebyggelse.

Søfartsstyrelsen har placeret en række AIS-stationer langs den danske kyst, som gør det muligt også at udveksle oplysninger mellem skibene og de landbaserede AIS-stationer.

Oplysningerne fra disse landbaserede AIS-stationer gør det muligt at præsentere et her og nu-billede af skibstrafikken i vores farvande.

Systemet lagrer samtidig AIS-data, som kan benyttes til at rekonstruere og analysere uheld og ulykker såsom kollisioner og grundstødninger. Større udtræk af historiske AIS-data benyttes til mange formål, eksempelvis statiske analyser af trafikmønstre i de danske farvande.

Særligt vigtige farvandsafmærkninger kan udstyres med en AIS-transponder.

Dette er en specielt indrettet AIS, der udsender datameddelelser kaldet 'Aids-to-Navigation reports', som kan ses på skibenes AIS-udstyr.

AIS-afmærkning kan placeres fysisk på selve farvandsafmærkningen, men kan også være udsendt via det landbaserede AIS-system som virtuel AIS-afmærkning.

Virtuelle AIS-afmærkninger benyttes som regel kun til pludseligt opståede farer, eksempelvis afmærkning af et vrag, der er til fare for den øvrige trafik.

Der kræves tilladelse fra Søfartsstyrelsen til at etablere en AIS-afmærkning på tilsvarende måde, som var det en almindelig afmærkning.

Opkrævning af betaling for AIS-data

Alle skal betale et årligt gebyr for adgangen i henhold til nedenstående priser. Priserne bliver reguleret årligt med forbrugerprisindekset:

Beskrivelse af adgangstype Priser pr. 1. juli 2024 (eksklusiv moms)
Webadgang, årligt gebyr (skæringsdato 1. juli) Kr. 1.816,-
AIS-datastrøm via proxy, årligt gebyr (skæringsdato 1. juli) Kr. 8.024,-

​Adgangstyper

1. Webadgang til online AIS-data

Med en webadgang kan der logges ind ved hjælp af et personligt login via en web-browser. På websiden er det muligt at følge, hvordan AIS-udstyrede skibe sejler i tilnærmelsesvis realtid inden for det danske dækningsområde. Såfremt der er behov for at flere personer skal kunne anvende systemet samtidigt, kræver det flere adgange.

Ovenstående service, webadgang til online AIS-data, vil i forbindelse med igangværende udbud på det danske landbaserede AIS-system, ophøre i løbet af 2025.

Efter 1. januar 2025 oprettes derfor ikke nye adgange til denne service.

2. Online AIS-datastrøm (proxyadgang) – den avancerede løsning

Du får adgang via et lille program, en "Subscriber Proxy"-applikation, som skal installeres på din computer. Denne løsning består af en AIS-datastrøm af rå AIS-data. Du skal selv anskaffe det nødvendige præsentationsprogram til visning og behandling af data.

Løsningen indeholder avancerede muligheder for filtrering af data, replay af hændelser og lagring af data.

​​3. Historiske AIS-data

Du kan få gratis adgang til historiske AIS-data, som opdateres løbende på her på siden. AIS-data er pakket månedsvis som zip filer og er gemt som såkaldte CSV filer. Der er data fra marts 2006 og frem. For at kunne bruge de historiske AIS-data skal du have en speciel applikation, der kan behandle og konvertere data til en brugervenlig præsentation.​

Hentning af historiske AIS data via dette link:

Hent historiske AIS-data​

Ansøg om adgang til realtids AIS-data via web eller proxy (ikke historiske)

Du kan ansøge om adgang til de ovennævnte AIS-adgange ved at skrive til: aisservices@dma.dk

Contact

LRIT
Ship Survey, Certification and Manning