Fra og med den 16. januar 2023 vil skibsregistrering i Danmark være digitaliseret. Det betyder bl.a., at skibsejere og panthavere selv skal eller kan anmelde digitale dokumenter til registrering i et af de danske skibsregistre eller fartøjsfortegnelsen. Blandt meget andet er det forventningen, at mange kunder vil opleve en kortere behandlingstid fra anmeldelse til registrering. Dette skyldes naturligvis, at en del registreringer kan ske automatisk. Men det forventes også at ville skyldes, at behovet for berigtigelse af anmeldelser vil falde meget.
Anmeldelser og registrering sker ikke længere på en dato, men på dato og klokkeslæt. Anmeldelsestidspunkt opnås på alle digitale anmeldelser, når anmeldelsen er modtaget i DSRG, Selvbetjeningsløsningen. For anmeldelser som sker uden om DSRG, Selvbetjeningsløsningen sker anmeldelse, når Skibsregistret lægger anmeldelsen ind i DSRG, Selvbetjeningen. I Bekendtgørelsen kan du læse mere om anmeldelsestidspunkter i kapitel 5.
Overgangen til digitale pantedokumenter sker den 16. januar 2023. Alle pantedokumenter dematerialiseres herefter løbende af Skibsregistret i takt med, at dokumenterne indsendes til registrering af ændringer eller alene for at blive digitaliserede.
For ejerpantebreve gælder det særlige, at de alle skal være digitaliserede 5 år efter overgangen til digital skibsregistrering. Alle ejerpantebreve, som ikke er digitale eller dematerialiserede efter det tidspunkt, vil blive dematerialiserede og digitaliserede af Skibsregistret. Der kan som noget nyt registres underpant i digitale eller dematerialiserede ejerpantebreve fra og med den 16. januar 2023.
Attester kan bestilles og betales i DSRG, Selvbetjeningen med betalingskort døgnet rundet – og du modtager det bestilte straks efter betaling. Har du ikke MitID kan du som hidtil bestille og betale attester ved henvendelse til Skibsregistret. Alle skal fortsat bestille ikke-registreringsattester og kopier af papirdokumenter på mail srg@dma.dk og betale med bankoverførsel.
Du kan udstede fuldmagter i DSRG, selvbetjeningen, du kan anvende Skibsregistrets blanket II, 24 (blanketten udarbejdes snarest) – men du kan også indsende papirfuldmagter, som hidtil.
Hvis du har spørgsmål eller gerne vil have en forhåndsudtalelse om et dokument, er du som altid velkommen til at kontakte Skibsregistret på srg@dma.dk