Det er afgørende, om personen arbejder om bord på et skib med funktioner, som vedrører skibet, og hvor dette sker, dvs. enten til søs eller i havn.
Søfarende er bl.a. personer, der er ansat af en reder til at udføre skibstjeneste om bord på et skib i søen, dvs. arbejde, der udføres af personer, der deltager i skibets drift og vedligeholdelse samt de ombordværendes forplejning. Søfarende kan herudover være personer, der udfører reparation og vedligeholdelse af skibe, specielle skibsmedarbejdere, der er engageret til at arbejde til søs på et skib, samt rengørings- og cateringpersonale.
Visse kategorier af personer på skibe med en landbaseret ansættelse, anses ikke som søfarende, når de ikke udfører arbejde som beskrevet ovenfor. Det kan for eksempel være offshore-specialister, journalister, forskere, medsejlende rederifunktionærer, medsejlende håndværkere og serviceteknikkere.
Personerne er dog underlagt en minimumsbeskyttelse, som blandt andet giver personerne ret til hviletid og pleje, samt i visse tilfælde ret til fri hjemrejse med underhold, ret til fratræden og ret til erstatning for ejendele, samt stiller i visse tilfælde krav om sundhedsbevis og basis træning.
Du kan læse mere om, hvem der er omfattet af reglerne i bekendtgørelse om minimumsbeskyttelse af visse kategorier af personer på skibe
Personer, der ikke er omfattet af definitionerne oven for, er ikke søfarende, men passagerer. Det betyder, at man blandt andet ikke skal have en ansættelseskontrakt for søfarende, ikke er omfattet af reglerne om hviletid og ikke skal have et sundhedsbevis.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er søfarende, er man velkommen til at kontakte Søfartsstyrelsen.