Rederierne skal fremsende deres SSA (Ship Security Assessment) og SSP (Ship Security Plan) til Søfartsstyrelsen, som skal godkende disse. Godkendelsen sker på baggrund af en vurdering af, om planerne lever op til forordning 725/2004.
- SSA og SSP sendes til Søfartsstyrelsen i to kuverter og som anbefalet post. Alternativt kan en USB-nøgle ligeledes sendes i to kuverter. Denne USB-nøgle skal være beskyttet med kodeord, som fremsendes på andet medie
- SSA og SSP kan også håndteres online, såfremt det sikres, at planen er beskyttet (via password), og adgangskoden sendes på andet medie
- Indholdet gennemgås af Søfartsstyrelsen for at verificere, at det opfylder kravene i ISPS-koden
- Når SSP er godkendt, vil du modtage et godkendelsesbrev fra Søfartsstyrelsen samt indekset, der er stemplet for godkendelse
ISPS-inspektion
Alle skibe skal have et ISSC-certifikat, der kan have en gyldighed på op til 5 år og under denne periode have 2 periodiske inspektioner. Ændringer og godkendelser af SSP og SSA kan medføre, at en inspektion på ISPS er nødvendig. Dette syn har til formål at sikre, at skibe overholder de krav og standarder, der er fastsat i ISPS-koden.
Selve inspektionen udføres efter Appendix 2.8 i "Guide to Maritime Security and the ISPS Code," og efter synet vil Søfartsstyrelsen udstede en rapport, der:
- Beskriver resultatet af synet
- Identificerer eventuelle mangler eller områder, hvor der er behov for forbedringer
- Giver instruktioner om eventuelle nødvendige korrigerende handlinger
- Udsteder relevante ISPS-certifikater, hvis ovenstående er opfyldt
Du kan læse mere om SSA og SSP i Søfartsstyrelsens RSO cirkulærer nr. 007 ISPS and SSAS