Skydning og sprængning til søs

Afmærkning i havet

Skydninger ud over havet, sprængninger til søs eller andre affyringer kan normalt afvikles, hvis vilkårene herunder overholdes.

Omkring sejladssikkerheden skal du følge de generelle retningslinjer for entreprenøropgaver til søs.

Som arrangør af en skydning, sprængning eller anden affyring til søs skal du sikre dig, at nedenstående vilkår kan overholdes. Hvis vilkårene ikke kan overholdes, skal du kontakte Søfartsstyrelsen, Sikre Farvande (sifa@dma.dk) senest 6-10 uger i forvejen.

Du skal sikre dig, at følgende vilkår overholdes:

  • Fastlæg et sikkerhedsområde med tilstrækkelig margin, inden for hvilket sprængningen, skydningen eller affyringen og nedfald forbundet hermed kan finde sted
  • Sprængningen, skydningen eller affyringen må ikke udføres, hvis der befinder sig nogen form for uvedkommende fartøj eller personer inden for sikkerhedszonen
  • Hele sikkerhedsområdet skal kunne overvåges fuldt ud. Vær særlig opmærksom på kajakker, andre mindre både eller badende inde under kysten
  • Aktiviteten indstilles, hvis sigtbarheden i området forringes til under 2 gange sikkerhedsafstanden
  • Anmeld arrangementet til Efterretninger for Søfarende senest 6 uger før, med oplysninger om positioner, periode, ansvarlig, sikkerhedsafstande mv.
  • Skibe, som nærmer sig området, skal så vidt muligt advares om den forestående aktivitet enten på maritim VHF kanal 16, ved at sejle på prajehold eller på anden måde
  • Aktiviteten må kun afvikles i det angivne tidsrum og inden for det anmeldte område
  • Afviserfartøj(er) skal som udgangspunkt være til stede, og føre flag "UNIFORM" (De stævner mod fare), når der skydes, sprænges eller affyres. Og de skal have direkte radiokontakt til skyde-/sprængningslederen på land
  • Eventuel afmærkning sker efter godkendelse hos Søfartsstyrelsen
  • Der må ikke efterlades rester efter sprængninger eller affyringer
  • Underret og hav afklaret sprængningen m.v. på forhånd til nærmeste lokale myndigheder herunder politi og havne.

Intet i disse vilkår skal være til hindring for overholdelsen af krav fremsat af andre myndigheder i forbindelse med skydning, sprængning eller anden affyring.

Hvis du vil arrangere en skydning, skal du være opmærksom på, at Søfartsstyrelsen kun i ganske særlige tilfælde laver restriktioner for den frie sejlads. Der vil altså normalt ikke blive oprettet områder med forbud mod sejlads af hensyn til skydningen.

For erhvervsmæssige sprængninger vil der normalt blive etableret et forbudsområde.

Udfyld formular for oprettelse af forbudsområde.

Afviserfartøjer er ofte nødvendige ved skydninger, sprængninger eller andre affyringer.

Læs mere om afviserfartøjer

Kontakt

Sikre Farvande