Danmark er vært for international konference om at fremme skibsfartens grønne omstilling

11-09-2024

Mere end 30 lande samles i København for at styrke samarbejdet om at nå skibsfartens klimamål.

Skibsfarten skal være klimaneutral omkring 2050. For at nå dette mål kræves en fremskyndelse af den grønne omstilling gennem global regulering og samarbejde på tværs af den maritime værdikæde. I den forbindelse har Danmark inviteret til en international konference i København med deltagelse fra mere end 30 lande forud for de næste vigtige klimaforhandlinger i IMO.

Konferencen, der starter i dag, har til formål at fremme dialogen om, hvordan den grønne omstilling af skibsfarten kan accelereres og skal bl.a. bidrage til en øget forståelse af forskellige tilgange til klimaregulering på tværs af landene. Spørgsmålet om hvordan man sikrer, at alle lande kommer med om bord på skibsfartens grønne omstilling vil også være centralt på konferencens dagsorden.

Læs mere om konferencen her

Fakta:

I juli 2023 vedtog IMO's medlemslande en revideret strategi med målet om klimaneutral skibsfart i eller omkring 2050. Reguleringen skal godkendes i april 2025 inden den vedtages endeligt i efteråret 2025.

Kontakt

Søfartsstyrelsen