EU ETS træder i kraft:

Fra januar 2024 udvides EU's emissionshandelssystem (EU ETS) til også at omfatte søfart.

04-01-2024

EU ETS vil fra januar 2024 dække alle CO2-emissioner fra alle store skibe over 5000 BT, der anløber EU-havne og 50% af emissionerne fra sejladser, der starter eller slutter uden for EU. Dette gælder uafhængigt af, hvilket flag skibene sejler under. Det betyder, at reddere skal købe CO2 kvoter for den relevante sejlads. Det betyder også, at rederierne hvert år skal indsende en rapport om deres forventede emissioner for det kommende år, som skal være verificeret senest 31. marts.

For at sikre en glidende overgang vil der være en gradvis indfasningsperiode. I 2024 vil reddere kunne købe kvoter for 40% af deres samlede emissioner. Dette vil stige til 70% i 2025 og til sidst nå 100% i 2026. Læs mere om udvidelsen af ETS her: https://www.soefartsstyrelsen.dk/Media/638289119711820125/2-pager%20om%20EU%20ETS.pdf

Flere midler at hente fra EU’s Innovationsfond

Med udvidelsen af ETS til søfartssektoren betyder det også, at der nu er flere midler at hente fra EU’s Innovationsfond. Foruden de tidligere inkluderede sektorer åbnes der denne gang op for ansøgninger til innovative grønne projekter og teknologier inden for søfart og transport, med henblik på at dekarbonisere denne sektor. Det kan være projekter inden for vedvarende energi, energilagring, energieffektivitet, bæredygtige alternative brændstoffer, industriprocesser samt optag, lagring og anvendelse af CO2.

Som noget nyt åbnes der også for et konkurrenceudbud, der er øremærket projekter inden for grøn brintproduktion. I denne pulje er der i alt afsat  800 mio. euro.

Der er afsat over fire mia. euro til nye innovative klima- og energiteknologier. Innovationsfonden er åbent for ansøgninger, og ansøgningsfristerne forventes at ligge den 8. februar og den 9. april 2024.

Læs mere om Innovationsfonden og de nye ansøgningsrunder på Energistyrelsens hjemmeside: https://ens.dk/presse/nu-kan-der-snart-soeges-om-i-alt-48-mia-euro-fra-eus-innovationsfond.

 

Kontakt

Søfartsstyrelsen