1

Generel orientering

Inspektørerne vil vurdere risiko-momenter mht. egen sikkerhed i forbindelse med adkomst og færden på kaj, værft, værksted og ombord ved syn af skibene. I den forbindelse skal inspektørerne informeres om:

  1. Særlige regler for færdsel, der gælder på havnen/værftet/værkstedet/skibet
  2. Hvilke værnemidler der skal anvendes
  3. Om der er udstyr, som ikke må anvendes f.eks. pga. eksplosionsfare
  4. Om der pågår arbejder, der kræver særlig påpasselighed og forholdsregler (trykprøvning, belastningsprøver af el-systemer, laste-/losseoperationer, håndtering af store/tunge byrder m.m.)
2

Særlige krav til værft/rederi

  1. Det er værftets/værkstedets/reders ansvar, at færdsel på værft, til og fra skib samt om bord er tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt og efter relevante regler fra Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen.
  2. Det er værftets/værkstedets/reders ansvar at arbejdsstedets indretning herunder stiger, trapper, stilladser, platforme, lifte, kraner m.m. opfylder Arbejdstilsynets og, hvor relevant, Søfartsstyrelsens gældende regler og vejledninger samt anerkendte branche-vejledninger. Det er også værftets/værkstedets/reders ansvar at udstyr er vedligeholdt.
  3. Særlig opmærksomhed skal henledes på at lifte og kraner der benyttes i forbindelse med syn/inspektion er godkendt til persontransport. Er dette ikke tilfældet, må de ikke benyttes af inspektøren.
  4. Almindeligvis skal adkomst til skib på værft ske via trappetårn eller stillads. Adkomst til skib via lejder (stige) accepteres kun undtagelsesvis, hvis det ikke er muligt at anbringe et trappetårn ved mindre højder, almindeligvis ca. 3 m. Ved højder over 5 m skal adkomst ske via trappe, trappetårn eller stillads.

Adgang til skibe ved kaj skal ske via forskriftsmæssig landgang eller tilsvarende udstyr.

  1. Inspektøren er forsynet med følgende personligt sikkerhedsudstyr: sikkerhedshjelm, alm. kedeldragt, sikkerhedssko, høreværn, alm. sikkerhedsbriller, alm. arbejdshandsker, multigasmåler samt evt. redningsvest og redningsdragt (det skal oplyses inden syn om redningsvest eller –dragt skal anvendes). Udstyr ud over dette forventes stillet til rådighed af værft/rederi. Udstyr skal være godkendt i henhold til gældende regler/normer og hvis påkrævet efterset forskriftsmæssigt.

Det kan være nødvendigt at stoppe pågående operationer (drift af luger, porte, hængedæk m.m.), støjende arbejde eller slukke for udstyr (radar, radio m.m.) for udførelse af synet.

Vi skal understrege, at Søfartsstyrelsens inspektører har instruks om ved tvivl eller mangler i forholdsregler eller udstyr at afbryde inspektionen indtil sikre forhold er etableret.

3

Regler og vejledninger

  • ”Stilladser på skibsværfter - Vejledning” udarbejdet af Industriens Branchearbejdsmiljøråd.
  • Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg – ”Håndbogen – Arbejdsmiljø i bygge og anlæg”.
  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22/06/2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder.
  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 612 af 25/06/2008 med senere ændringer – om indretning af tekniske hjælpemidler
  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 693 af 10/06/2013 om indretning m.v. af maskiner (maskindirektivet)
  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1706 af 15/12/2010 med senere ændringer om brug af personlige hjælpemidler
  • Arbejdstilsynets At-Vejledning A.0.2 April 2003 – ”Indretning af arbejdssteder”
  • Arbejdstilsynets At-Vejledning A.1.9 Marts 2003 – ”Faste arbejdssteders indretning”

Disse kan blandt andet findes på www.at.dk