Som søfarende er du omfattet af særlige sygedagpengeregler, hvis du:
- arbejder på et dansk skib, som ikke udelukkende sejler indenrigs
- opholder dig i udlandet, og inden for de seneste to uger har arbejdet på dansk skib, medmindre du efter skibstjenestens ophør har fået andet arbejde
- du er rederiansat og på tjenstligt ophold i udlandet
- er på rejse til/fra et dansk skib i international fart.
Sejler du kun indenrigs, eller afvikler du ferie/fridage i land i Danmark efter tjenesteophør, er du omfattet af de almindelige sygedagpengeregler - også selvom du fortsat er ansat i rederiet.
Under sygdom har du krav på løn (sygehyre) fra din arbejdsgiver efter reglerne i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. Hvis du er syg ved skibstjenestens ophør, er rederiet forpligtet til at udbetale sygehyre i op til 16 uger, uanset dit ansættelsesforhold ophører, inden der er forløbet 16 uger.
Har du ikke krav på sygehyre, skal din arbejdsgiver betale dig sygedagpenge i de første 30 dage af sygeperioden (arbejdsgiverperioden), hvis du opfylder betingelserne nedenfor.
- Du har været ansat uafbrudt de sidste 8 uger
- Du har arbejdet mindst 74 timer i den 8 ugers periode.
Når din arbejdsgiver ikke længere skal betale sygehyre eller sygedagpenge, kan du få sygedagpenge fra Søfartsstyrelsen, hvis du opfylder en eller flere af nedenstående betingelser.
- Du har været ansat uafbrudt de sidste 26 uger og arbejdet i mindst 240 timer i den periode.
- Du er dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse
- Du har pådraget dig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring.
Hvis det er tilfældet, betaler Søfartsstyrelsen sygedagpenge til dig. Hvis din arbejdsgiver betaler sygedagpenge eller sygehyre til dig, kan Søfartsstyrelsen refundere sygedagpengene til din arbejdsgiver. Søfartsstyrelsen kan udbetale sygedagpenge i op til 18 uger fra 1. hele sygedag.
- Efter 18 uger overgår betalingen af dine sygedagpenge til din hjemkommune. Bor du i et andet EU/EØS-land, overgår udbetalingen til rederiets eller arbejdsgiverens hjemkommune
- Bor du uden for EU/EØS, ophører din ret til sygedagpenge efter 18 uger
- Hvis du har pådraget dig en arbejdsskade og denne er grunden til din sygemelding, forlænger Søfartsstyrelsen sygedagpengeperioden, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse om erhvervsevnetab.
Rederier og arbejdsgivere har pligt til at forsikre alle ansatte. Det betyder således, at alle søfarende, uanset nationalitet, på danske skibe er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Læs mere på Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.