• Søfartsstyrelsen, for godkendelse af- og tilsyn med danske skibe, samt kontrol af udenlandske skibe i danske havne.
• Beredskabsstyrelsen, for godkendelse af søtransport af fissile produkter på danske skibe og for skibe, som anløber dansk territorialfarvand.
• Statens Institut for Strålebeskyttelse, for godkendelse af transportbeholdere til søtransport af fissile produkter på danske skibe og særlige tiltag i forbindelse hermed.
• Miljøministeriet og Forsvarsministeriet, som varetager det danske miljøberedskab:
  • Overordnet set er det Søværnets Operative Kommando, som overvåger skibstrafikken i danske farvande. Såfremt der opstår hændelser eller uheld til søs, vil Søværnets Operative Kommando have det operative og koordinerende ansvar til søs. Som led i varetagelsen af dette ansvar undersøger Søværnets Operative Kommando, hvorvidt det/de involverede skib(e) medfører farligt eller forurenende last, her efter vil Søværnets Operative Kommando inddrage relevante statslige og kommunale myndigheder i eventuelle beredskabsforanstaltninger.
  • Efter havmiljøloven skal kommunerne ”tilvejebringe en beredskabsplan for iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i kommunen.
  • Kommunalbestyrelsen kan desuden pålægge havnebestyrelsen at udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.
• Miljøministeriet, for den anmeldeordning for skibstransport af farligt og forurenende gods som skal finde sted når skibe med farligt gods afgår fra- eller skal ankomme EU-havne.

Skibsfart er i sit udgangspunkt et globalt erhverv. Mange kyststater vil derfor opleve, at flertallet af skibe passerer dets kyster uden at anløbe dets havne eller foretage operationer på søterritoriet, de såkaldte transitpassager. Et oplagt eksempel herpå er de mange skibe, som hvert år sejler gennem de danske farvande med laster til og fra Østersølandene.

Det ville være en vanskelig opgave for skibsfarten, såfremt den skulle opfylde specifikke regler fastsat af de lande skibene passerede eller foretog anløb af. Tillige ville et sådant regime betyde unødige hindringer for den globale samhandel og betydelige administrative og ressourcemæssige udfordringer for kyststaten.

For at fastlægge et fælles (højt) sikkerhedsniveau for søtransporter, og samtidigt sikre gensidig anerkendelse af hinandens skibe, er der derfor i regi af FNs Internationale Maritime Organisation (IMO) fastlagt fælles globale minimumsstandarder for skibe.

I de regelsæt, som skibene opereres under, er fastlagt krav til skibenes sikkerheds- og beredskabsforhold, og dette er operationaliseret i skibenes sikkerhedsstyringssystemer.

Skal et skib transportere farligt gods, betyder det særlige krav til skibets konstruktion, uddannelse af dets besætning og håndteringen under transporten. Alt efter karakteren af det farlige gods skal transporten foretages i overensstemmelse med det specifikke regelsæt herfor. Nærmere oplysninger om de forskellige transportformer kan findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside¹.

Flertallet af søtransporter finder sted efter reglerne for emballeret farligt gods, som fastlagt i ”International Maritime Dangerous Goods Code (IMDG-koden)”. I henhold hertil stilles strenge krav til håndtering og emballeringen af det farlige gods svarende til de, som er fastlagt for tilsvarende landevejs- og togtransporter. For søtransporten fastlægges tillige regler for placeringen om bord i skibet, og de tiltag, som skibets besætning skal iværksætte ved eventuelle udslip af det farlige gods, eksempelvis som følge af en kollision.

Godkendelse

Skibe skal bygges, godkendes og opereres efter de internationale regler for transport af farligt gods. Når disse forhold er på plads, de opretholdes og der føres tilsyn hermed, skal skibet ikke søge godkendelse til de enkelte søtransporter af farligt gods. Dette gælder uanset skibets tilhørsforhold.

For såkaldte INF-kode² produkter kræves der dog særskilt tilladelse for hver enkelt transport fra såvel flagstaten, som de lande skibet skal anløbe³.

Uanset skibets nationalitet er der fastlagt et omfattende kontrolsystem, som skal sikre overensstemmelse med den internationale regulering. Myndighederne i det land, hvor skibet er hjemmehørende (flagstaten) skal således sikre, at der foretages periodiske tilsyn med skibet, herunder med skibets sikkerhedsprocedurer. For skibe som skal transportere farligt gods, vil det være en integreret del af tilsynet, at eventuelle godkendelser og procedurer i forbindelse hermed er på plads.

Herudover foretager værtsstater stikprøvekontrol af udenlandske skibe; de såkaldte havnestatskontroller. Kontrol af, at skibet foretager transport af farligt eller forurenende gods efter de fastlagte regelsæt vil - hvor relevant - indgå heri.

Det er i det internationale regelsæt fastlagt, at alle skibe som oplever hændelser, der medfører eller kan medføre tab af farlige eller forurenende produkter, skal informere den nærmeste kyststat herom.

Efter det såkaldte Overvågningsdirektiv⁴ skal skibe, der anløber eller afgår fra havne⁵ i EU med farligt eller forurenende gods tillige indberette oplysninger herom til kyststatens myndigheder.

Tilsvarende skal skibe, der passerer skibstrafiksystemer opereret af EU-landene, f.eks. i den engelske kanal samt ved Finland rapportere om farligt gods i forbindelse med passage af systemet. Rapportering af farligt gods vil også indgå i rapporteringen til det obligatoriske skibstrafiksystem i Øresund, fra 1. september 2011, ligesom det efter endelig international godkendelse forventes at indgå i trafiksystemet for Storebælt fra medio 2013.

Herefter kan der via SafeSeaNet rekvireres oplysninger om farligt gods på skibe på vej til såvel danske havne som til eller fra Østersøen.

Der er yderligere iværksat en række tiltag, som skal fremme, at også Rusland indgår i udvekslingen af farligt gods oplysninger.

De modtagne oplysninger om farligt og forurenende gods indarbejdes i det fælles EU- dataudvekslingssystem SafeSeaNet, hvorfra beredskabsmyndigheder i medlemslandene kan rekvirere disse oplysninger.

Oplysningerne i SafeSeaNet om farligt og forurenende gods er ikke umiddelbart tilgængelige, men skal rekvireres for hvert enkelt skib, når dette skønnes formålstjenligt - eksempelvis i forbindelse med en ulykke, hændelse m.v. SafeSeaNet kan derfor ikke anvendes proaktivt til eksempelvis screening for bestemte farlige produkter.

Statslige- og kommunale myndigheder med behov herfor kan få adgang til oplysningerne i SafeSeaNet.

Herudover er det et element i Transportministeriets (Kystdirektoratets) standardreglement for erhvervshavne⁶, at den ansvarlige for havnen kan fastlægge, at skibe, som anløber havnen, skal afgive oplysninger om farligt gods⁷.

Søværnets Operative Kommando udfører farvandsovervågning såvel ved anvendelse af egne ressourcer som ved tilførsel af data og informationer fra andre maritime myndigheder og aktører. Formålet hermed er at konstatere mulige aktiviteter i hele det maritime domæne, der kan påvirke eller true Danmarks interesser og sikkerhed. Heri indgår som et vigtigt parameter oplysninger om skibe, der medfører farligt eller forurenende last.

På samme måde registrerer Søværnets Operative Kommando oplysninger om skibe, der eksempelvis har været involveret i skibsuheld, har overtrådt glædende lovgivning eller er godkendte til særlige transporter – som for eksempel INF-laster. Formålet hermed er at foretage en mere målrettet overvågning og evt. undersøgelse af potentielle risikoskibe.

Modtagne oplysninger registreres, og relevante skibe følges under deres passage gennem danske farvande.

For danske farvande tager en eventuel indsats afsæt i ”Beredskabsplan for det Statslige Danske Beredskab til Bekæmpelse af forurening af Havet med olie og andre skadelige stoffer”, der er udarbejdet med hjemmel i havmiljøloven. Som udgangspunkt iværksætter Søværnets Operative Kommando relevante tiltag og involverer herunder de berørte myndigheder.

I tilfælde af et eventuelt uheld til søs vil Søværnets Operative Kommando umiddelbart have det operative og koordinerende ansvar. Søværnets Operative Kommando vil i dette indledningsvise koordinerede ansvar - såfremt der er behov herfor - inddrage forskellige ekspertberedskaber, herunder Beredskabsstyrelsen samt Sundhedsstyrelsen v/Statens Institut for Strålebeskyttelse, i beredskabsindsatsen.

På baggrund af Søværnets Operative Kommandos umiddelbare koordinerende ansvar, vil Søværnets Operative Kommando i tilfælde af et uheld til søs informere såvel det kommunale beredskab som det statslige beredskab med henblik på at inddrage disse myndigheder i de beredskabsmæssige foranstaltninger, der måtte være nødvendige. Denne informationsudveksling og inddragelse i bekæmpelsesaktioner afprøves flere gange årligt med såvel kommunale som statslige beredskaber.

Nødområder

I henhold til Overvågningsdirektivet skal medlemslandene udpege særlige nødområder, hvortil skibe kan sejle eller beordres med henblik på - under beskyttede forhold - at bekæmpe en ulykke m.v. eller begrænse dens følgevirkninger. Det kan i forbindelse hermed blive nødvendigt at inddrage såvel statslige som kommunale beredskaber heri.

Miljøministeriet er ansvarlig for udpegning af nødområder og udarbejdelse af planer herfor⁸. Søværnets Operative Kommando er ansvarlig for den konkrete anvendelse af nødområderne.

Nødområderne og nødområdeplanerne kan ses på Naturstyrelsens hjemmeside.⁹

Kommunerne varetager opgaver dels efter beredskabsloven, dels efter lov om beskyttelse af havmiljøet (havmiljøloven).

Efter beredskabsloven skal det kommunale redningsberedskab kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer. Det påhviler kommunerne inden for rammerne af den risikobaserede dimensionering at varetage disse opgaver inden for kommunens egne grænser; herunder skal kommunerne varetage indsatsen mod akutte uheld med farlige stoffer samt redningsopgaver i søer, moser, åer og havne. Kommunerne skal bygge deres dimensionering på grundlag af deres risikoprofil og på en analyse af repræsentative scenarier. Begge dele  fastlægges af kommunerne.

Efter havmiljøloven skal kommunalbestyrelsen i tilfælde af olie- eller kemikalieforurening på kommunens kyster og i havne forestå sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne.

Miljøministeriet har i marts 2008 udsendt en vejledning om strandrensning, som nærmere redegør herfor.¹⁰

Kommunernes udgifter til miljøoprensning fsva. olie og kemikalier refunderes 100 % af Miljøministeriet¹¹.

I tilfælde af særligt alvorlige og omfattende olie- og kemikalieforureninger er der i havmiljøloven åbnet mulighed for, at forsvarsministeren kan bestemme, at indsatsen med sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havnene skal ledes af forsvarsministeren.Kommunalbestyrelsen skal efter havmiljøloven (§ 35, stk. 2) tilvejebringe en beredskabsplan for iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne og drage omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed. Kommunalbestyrelsen kan efter havmiljøloven(§ 35, stk. 3) pålægge havnebestyrelsen at udarbejde en beredskabsplan for forurening i havnen og drage omsorg for, at nødvendigt materiel er til rådighed.