|
Danmark har fremsendt fire papirer til IMO’s miljøbeskyttelseskomite om reduktion af skibsfartens CO2-udledning
26. januar 2010
FN’s søfartsorganisation, IMO, har de seneste år arbejdet aktivt for at udvikle globale regler, som kan bidrage til at reducere den internationale skibsfarts CO2-udledning. Danmark arbejder for at udvikle bindende, globale og flagneutrale regler i IMO.

En stor del af arbejdet i IMO tager udgangspunkt i to danske forslag. Det er ene er forslaget om et energieffektivitetsdesignindeks for nye skibe, der skal sikre, at fremtidens skibe bliver mere energieffektive. Det andet er et markedsbaseret forslag om et globalt brændstofbidrag, som skal indbetales til en international fond, og som blandt andet kan finansiere CO2-reduktioner ved køb af klimakreditter i udviklingslande.
Danmark har senest fremsendt fire uddybende papirer til IMO. Disse skal drøftes på det 60. møde i IMO’s miljøbeskyttelseskomite, MEPC 60, den 22. -26. marts 2010.
De fire papirer er nu tilgængelige for alle IMO’s medlemslande og organisationer på IMO’s hjemmeside som dokumenterne MEPC 60/4/6, MEPC 60/4/7, MEPC 60/4/8 og MEPC 60/INF.7.
Energieffektivitetsdesignindeks (EEDI)
To af de danske papirer vedrører videreudvikling af IMO’s energieffektivitetsdesignindeks for nye skibe. MEPC 60/4/6 underbygger opdelingen af ro-ro lastskibe i de tre undergrupper; ”car carriers”, ”volume carriers” og ”weight carriers”. MEPC 60/4/7 foreslår retningslinjer for beregning af de basislinjer, der skal anvendes for de forskellige skibstyper i forbindelse med beregning af energieffektivitetsdesignindekset. Dette papir har Danmark fremsendt sammen med Japan.
Brændstofbidrag
Det sidste papir uddyber Danmarks markedsbaserede forslag om at indføre et globalt brændstofbidrag. Danmark har fremsendt papiret sammen med Cypern, Marshall Islands, Nigeria og IPTA (International Parcel Tankers Association).
Herudover har Danmark fremsendt et informationspapir til MEPC 60, som belyser mulige konsekvenser for de fremtidige transportomkostninger som følge af indførelse af et globalt brændstofbidrag. Informationspapiret, MEPC 60/INF.7, er fremsendt af Danmark og udarbejdet af Institut for Maritim Forskning og Innovation.
De danske papirer skal ses som en del af en samlet pakke af tekniske, operationelle og markedsbaserede globale løsninger til at reducere CO2-udledningen fra international skibsfart.
Se alle papirerne her: MEPC 60/4/6, MEPC 60/4/7, MEPC 60/4/8 og MEPC 60/INF.7.
|